tirsdag den 17. december 2013

Fredag d. 13!!!!!!

Jeg havde fri d. 13, og tog derfor til Felsbæk i aabenraa fjord. Bandt lige hurtigt en flue ved fluestikket.



Her er fluen. Meget simpel at binde. Tinselkrop, marabouhale, hvid og sort vinge samt kuglekædeøjne


Nede ved Felsbæk kom fluen på forfanget. Der gik ikke lang tid så havde jeg den første fisk
på. En lille ulk!

Efter ca. en  ½ time fik jeg et tungt hug. Op af vandet røg en fuldstændig blank fisk. "Hold da kæft , den er stor" sagde jeg til mig selv. Jeg har aldrig oplevet en fisk der var så uregerlig. Den lavede det ene spring efter det andet. Det eneste jeg kunne gøre var at holde fluestangen løftet. Ved det sidste spring landede den formentlig på forfanget, og derved sprang dette.

Jeg har ofte hørt om folk der fik laksefeber og rystede. Dette er aldrig overgået mig, før i fredags.
Jeg måtte en tur op på land. Det hele rystede på mig.
Først troede jeg det var en havørred. Men ved nærmere eftertanke tror jeg det var en havgående regnbueørred (steelhead). Den var sølvblank, og vejede mellem 4 - 5 kilo.

Det skulle ikke være denne gang jeg fik min største kystørred på flue med hjem. Men hva f.....
det var jo også fredag d. 13


onsdag den 13. november 2013

Vintersysler

Vi startede med indendørssysler omkring 1. oktober.
Men der har vist sig svært at tiltrække og fastholde juniorerne. Det er meget svært at finde på ting at lave.
Vi havde planlagt at juniorerne skulle lave deres egen spinde/fluestang. Men efter at have ledt på nettet både i Danmark og udlandet kunne vi se at det blev alt for dyrt for dem.
 
Et medlem, Per Westergaard; tilbød os at vise os hvordan vi laver kondomspindere. Jeg købte materialer hjem fra Korsholm, og så gik vi i gang:
 
 
 
De blev faktisk meget pæne, og fungerer rigtigt godt i vandet. Både opstrøms og nedstrøms.
Men når man så har lavet de første 5-6 spindere, så er det ikke interessant mere.
 
Lige nu er der et nyt medlem, Simon, som er ved at lave sit første net.
 
 
Det har vist sig at vores junioraften om tirsdagen tiltrækker flere seniorer, så aftenen er ved at udvikle sig til en klubaften. Dette er meget godt for foreningslivet og det sociale samvær. 
 
Vi binder fluer, laver spindere, ser DVD'er og får selvfølgelig en god gang fiskenak, hvor vi gør os kloge på alt muligt.
 
Lige nu snakker vi lidt om  en udenlandstur næste år. Måske Mandal igen. Der kan vi tilgodese både laksefiskere og ørredfiskere
 
Det kunne være dejligt om der var nogle ligesindede i den ædle kunst at være lystfisker, der havde nogle ideer til aktiviteter til vores klubaftener. Forslag modtages med kyshånd
 
 
 
 

fredag den 23. august 2013

Mandal 2013

Aktivitetsudvalget havde i år planlagt en tur til Mandalelven i Norge. Vi var 4 mand der havde tilmeldt sig. Efterfølgende kom der 2 mand mere til.
14 dage før afrejsen var der 4 mand der meldte afbud. 

Gert ringede til mig " hvad gør vi nu". "Vi tager sgu`da afsted bare os 2." svarede jeg.
Som sagt så gjort. Så lørdag i uge 32 kørte vi mod Hirtshals. Vi ankom til huset ca. 20:30 om aftenen.
Vi skulle bo hos Sigmund Usland i Usland. Da vi ankom herskede der en del kaos.
Gert og jeg kiggede på hinanden og sagde "tror du vi kommer til at sove her i nat?"

Men der var også plads til os. Vi fik en stor kælderlejlighed med 6 sovepladser.

Næste dag kørte vi op til Marnadal laksesenter for at købe fiskekort, statstegn og få disinficeret  vort fiskegrej. At betale: 1940,00 kr. inden vi havde haft fluen i vandet.
Men nu skulle der fiskes.


Gert havde aldrig prøvet at fiske med flue. Men han kløede på med krum hals og kastede - kastede - kastede. Men stangen var ikke så god. Det var først da han prøvede en stang jeg havde lånt, at kastene begyndte at lykkes. ( Han har også købt den da vi kom hjem).

Desværre blev der ikke fanget mange laks i uge 33 (ikke kun fordi vi var dårlige. De andre fangede heller ikke noget). Dog havde jeg den ene dag en lille laks på, som jeg mistede!

Vi fangede begge nogle pæne bækørreder, men det talte jo ligesom ikke. Det var jo laks vi ville have.

Der boede ca. 23 lystfiskere ved huset. Der var nogle rigtig hyggelige gutter. Og vi fik selvfølgelig alle sammen gjort os kloge på hvorfor laksen ikke bed.
Fredag var der indrapporteret 33 laks, og det var ikke meget. De fleste var taget på haveflue (orm).


 Naturen omkring Mandal er som alt andet i Norge fantastisk flot. Det er imponerende at se fjeldet rejse sig lodret op.
Vadning i elven skulle foregå forsigtigt. Der er trods alt mere knald på vandet end herhjemme.


Gert og jeg havde en rigtig god og hyggelig uge. Jeg tror nu nok at jeg skal der op igen. Men næste gang kunne jeg godt tænke mig at prøve zone 4. Der er et rigtig godt bækørredfiskeri. Det er nu mere mig.
Det var synd for dem der kom efter os. Vandkraftværkerne skulle renoveres, og der for ville vandføringen kun være 10 kbm. mod normalt ca. 45! Kunne man ikke have ventet 2 uger til sæsonen var ovre

onsdag den 10. juli 2013

Idre 2013

Lørdag morgen d. 29-06 kl.: 04:00 blev jeg afhentet af Allan og Kent på min bopæl, og så gik turen nordpå til Storåen ved Idre fjeld. Turen tog ca. 13 timer, og vi var godt mørbankede da vi kom frem.
Men samme aften skulle der fiskes, og der var nogle der fangede fisk med det samme.

Området omkring Storåen er meget smukt.

                                         umiddelbart ser det ikke farligt ud, men en vadestav er god at have ved hånden

Vi var kørte i 2 biler, hvilket gjorde at vi ikke behøvedes at fiske på det samme stykke alle sammen.
Selv om åen er stor er 7 mand på et stykke nok lige i overkanten.

Jeg måtte i hver tilfælde erkende at kroppen ikke er hvad den har været. En dag tog vi op til et stykke med meget stærk strømvand. Der fik jeg min begrænsning. Ryggen gør at jeg ikke kan gå på/blandt de store sten. Men dette var lige noget for Kent. Han trivedes som en fisk i vandet.

Her står Kent. Strømmen er rimelig stærk her

Vi havde en dejlig uge, og fik fisket rigtig meget. Det eneste minus er jo Dallarnes terrorister
"myggene"
Der var nogle af os der blev temmelig angrebet af disse, hvilket var at se på kroppen.

Kent går og barsler med en tur til River Traun i Sydtyskland næste. Nu får vi se. Der er jo mange ting der skal falde i hak. Kunne ellers være spændende.

Hygge ved "stugan"