tirsdag den 21. oktober 2014

På kysten

Søndag d. 19. oktober havde jeg arrangeret en tur til kysten. Desværre var der kun 2 drenge der kunne deltage. Der var et par stykker der skulle spille håndbold.

Jeg havde aftalt med Rene at vi mødtes hos mig kl. 10:00. Desværre blev Rene lidt forsinket pga. et punkteret hjul på kærestens bil.

Den begyndte godt nok at regne. Men jeg forventede at det ville stoppe efter et par timer. Det skulle senere vise sig at jeg tog fejl.

Vi kørte ned til Knudshoved ved Aabenraa. Der er ca. 1 km. gåtur over marken, men så er man også nede ved den perfekte havørredbund. Og det regnede.

Vi klatrede ned ad skrænten via et tov. Idet skrænten er lerjord, havde jeg svært ved at stå fast. Det gik temmelig stærkt ned. Og det blev ved med at regne.


Vel nede riggede vi vort grej til. Ugen forinden havde vi bundet et par kystfluer, fordi drengene skulle prøve at fiske med bombardaflåd. Efter en lille timestid spiste vi vores medbragte madpakker. Der er nu ikke noget som et halvvådt stykke rugbrød. Nå ned kom brødet. Og det regnede i tove.


Men trods regnen fiskede vi. Efter et stykke tid skiftede vi om til blink. Hurtigt efter fangede Marc en lille havørred på ca. 30 cm., og jeg havde en "følger". Vi så flere ørreder der var oppe af vandet.
Og det regnede endnu mere.

Efter ca. 4 timers fiskeri blev vi enige om nu kunne det være nok. Vi var alle gennemblødte indtil skindet, fordi det havde den sidste time ikke kun regnet. Nej det havde væltet ned i stænger. 
Dette beviser bare at de såkaldte imprægnerede vadejakker ikke kan holde vandet ude ved så kraftig regn. Min og Rene's vadejakker kunne slet ikke klare de mængder vand. Vandet løb simpelthen igennem og ned i vores Waders. Vi var allesammen våde fra top til tå.
Stort cadeau til de 2 drenge for at holde ud. Vi aftalte at vi i november skal herned igen.
Men der skal være tørvejr.